1. Projektet skal være tydeligt
Projektet skal være klart og entydigt og indeholde alle løsninger, herunder valgte materialer, sålbænke, skorstene, placering af dilatationsfuger, murværkskonsoller, forbandt og sammenbygning med andre dele af bygværket.
2. Gør murværket til en del af bygværket
Murværket skal tilpasses bygværkets udformning og udtryk. Gennemtænk hvad murværket skal kunne modstå. Tænk dit bygværk i gennem og vær bevidst om, hvordan murværket eksponeres i bygværket.
3. Planlæg arbejdet
Arbejd med realistiske tidsplaner, der giver plads til samspil mellem alle håndværker. For lidt tid er den største kilde til fejl.
4. Tal med bygherren - afstem forventninger
Vær præcis om, hvordan murværket skal afleveres og se ud. Forklar, hvad bygherren kan forvente af farveforskel, ujævnheder og fuger. Forklar, at det færdige resultat som tommelfingerregel skal bedømmes på afstand. Overvej at dokumentere dit arbejde.
5. Miljø og materiale skal passe sammen
Husk, at sten og mørtel skal passe til det miljø, I bygger i. Kystnære områder er i en højere eksponeringsklasse og stiller andre krav til materialer end fx i byområder.
6. Sten og mørtel skal passe sammen
Husk at sikre, at sten og mørtel passer sammen. Vær opmærksom på, at de enkelte mursten og mørtel har forskellige egenskaber.
7. Dæk murværket af
Forlad aldrig dit arbejde ubeskyttet. Nyopført murværk skal altid afdækkes mod nedbør og sikres mod frost i de kolde måneder.
Det samme gælder materialer, herunder sten, der ikke er murede endnu.
8. Fyld fugerne
Vær omhyggelig med fugerne. De skal være fyldte og bearbejdes, mens de stadig er plastiske.
9. Mur rent - og minimer brugen af syre
Mur rent og undgå så vidt muligt afsyring. Rengør murværket med rent vand eller børste.
10. Styr fugten - husk fugtspærren
Husk altid din fugtspærre. Både ved soklen og over alle åbninger. Fugtspærren skal være tæt og lede fugten ud af murværket.